Cannonau

Ifølge de fleste værker om vin blev Cannonau-druen bragt til Sardinien fra Spanien som en variant af Canonazo fra Sevilla eller Granaxa fra Aragonien, men det er ikke usandsynligt, at arvefølgen er omvendt, idet der er fundet rester af Cannonau-druen på Sardinien helt tilbage fra Nuraghe-tiden. Læs mere om den historie her. Selvom der et et genetisk slægtskab med Granache-druen, har Cannonau udviklet sig med særlige karakteristika.

Cannonau dyrkes over det meste af øen, men der er nogle klassiske kerneområder omkring Oliena, Dorgali, Mamoiada, Jerzu og Sennori. De bedste og mest karakteristiske vine kommer stadig fra disse områder.

Den traditionelle dyrkningsform har været “ad alberello”, hvor planterne holdes som små lave træer. Det har dels været billigere, og dels har det gjort planterne mere bestandige mod den kraftige sol, manglen på vand og den kraftige vindpåvirkning. Denne dyrkningsform giver ret lavt udbytte, men til gengæld koncentreres druerne godt hjulpet af varme og vind. Traditionelt har Cannonau således givet meget kraftige vine, som til trods for at de er tørre stadig bevarer en karakteristisk antydning af restsødme.

Der har været en stærk tradition for at lave Cannonau som enkeltdruevin, der stadig er levende; men sideløbende er der også en praksis med at blande Cannonau op med andre druer, hvad der også altid har været en vis tradition for.