Historien om navnet ’Nepente’

Gabriele D’Annunzio

I 1972 fik Cannonau-vinene fra Oliena ret til at bære betegnelsen ’Nepente di Oliena’. Det var den italienske digter Gabriele d’Annunzio (1863-1938), der i 1909 beskrev sine ungdomsoplevelser tilbage i 1890erne med Cannonau fra Oliena, som han gav kælenavnet ’Nepente’. Det var en beruselse, han aldrig glemte:

Kender I ikke Nepente di Oliena, ikke engang af ry? Åh nej! Jeg er sikker på, at hvis I drak en slurk af den, så ville I aldrig tage væk fra skyggen af de kridhvide klipper. Efter at have smagt den, er det svært ikke at vælge en af de klippehuler, som sarderne kalder Domus de Janas, som sin eremitbolig og drikke som en svamp mellem fade og karafler.

(’Domus de Janas’ betyder ’feernes hus’ og er navnet på op til 4.000 år gamle fællesgrave, der er hugget ind i klipperne).

D’Annunzio var en fremtrædende forfatter og journalist med tilknytning til den såkaldte dekadente bevægelse, der blev initieret i Frankrig af blandt andre Charles Baudelaire. Hans flamboyante livsstil og turbulente kærlighedsaffærer blev flittigt beskrevet i skandalepressen. Fra 1901 var han ivrig frimurer. Han lærte at flyve af  Wilbur Wright i 1908, og han kom således flyvende til Paris i maj 1913 for at se premieren på Stravinskys ballet Le Sacre du Printemps. Under 1. Verdenskrig blev han jagerpilot og fik status af krigshelt.

Efter krigen ledte han en besættelse af Fiume (Rejeka i det nuværende Kroatien), som han krævede tillagt Italien. Da den italienske regering afviste hans krav, deklarerede han et diktatur med sig selv som fører. Forfatningen gjorde musik til statens fundamentale princip. I 1920 blev der faktisk indgået en international aftale om Fiume som en selvstændig stat, men d’Annunzio nægtede at anerkende den, og han blev derfor tvunget ud af byen af den italienske hær. D’Annunzio trak sig herefter tilbage til sit hus – eller rettere: slot, monument og park – ved Gardasøen. Nogle af hans ideer siges at have inspireret Mussolini, men han blev aldrig en del af fascismen, formentlig fordi mange af hans vildtvoksende ideer, fx om kunst og køn, ikke rigtigt passede ind. Tværtimod synes Mussolini at have forgyldt ham, for at han skulle holde sig ude af politik.

Gabriele D’Annunzio

D’Annuzios “hus” i det såkaldte Il Vittoriale, han fik skabt ved Gardone

Udsigt fra toppen af D’Annunzios mausolæum, der snildt kan måle sig med Kejser Augustus’ i Rom

Den skønne Helene

’Nepente’ er afledt af græsk ’ne penthos’ – uden tristhed. Det er et udtryk, der bruges i Odyséens 4. sang. Odyséen handler som bekendt om Odysseus’ hjemrejse fra Troja. Hans skib bliver slået ud af kurs, og han flakker rundt i 10 år. Beretningen indledes med, at hans søn Telemachos rejser ud for at lede efter sin far. I 4. sang kommer han til den ”dådrige drot” Menelaos, der bor sammen med sin kone, den skønne Helene, som blev hentet hjem fra Troja efter at have været bortført. Under sammenkomsten hos Menelaos mindes man den fraværende Odysseus, og alle kommer til at græde over savnet. Menelaos foreslår da, på en ret mandeagtig måde, at man tænker på noget andet, nemlig at spise og drikke, og venter med at tale om Odysseus til næste morgen (Otto Steen Dues oversættelse):

Vi vil da standse den gråd der netop er opstået blandt os,
Tænke på maden igen og lade os hænderne tvætte.
Straks når morgenen gryr skal der veksles ord mellem os to,
Mig og Telemachos. Da kan vi gennemgå alt med hinanden.

Og så sætter de sig til bords og begynder at spise og drikke. Men Helene ville det anderledes:.

Zeus’ datter Helene fik da noget andet i sinde,
Kasted en dulmende urt i vinen, en kummerforjager,
Vredesfordriver og bringer af glemsel for alskens bekymring.
Den der drikker et bæger når dén er blandet i vinen, han får aldrig en tåre på kinden døgnet derefter
Selv om også hans far eller gamle mor farer heden,
Selv om hans bror eller søn bliver gennemboret af bronze,
Falder og dør under kamp på valen for øjnene af ham.
Sådan var drogen Helene benytted.

Derefter tager hun så til orde. Med urten i vinen bliver det muligt at tale om den savnede fraværende uden at blive overvældet af sorgen, vel at mærke med bevidsthenden om, at sorgen vender tilbage dagen efter. Det var virkningen af denne urt, d’Annunzio så i Cannonau-vinen fra Oliena.

Helenes bortførelse til Troja