Fællesindkøbsordning

hvordan fungerer det?

Fællesindkøbsordningen er en invitation til at være med til i fællesskab at afgive en samlet ordre til udvalgte producenter. Jeg fungerer som administrator og sørger for at afgive en samlet bestilling, betale på alles vegne og få vinen transporteret til Danmark. Den lokale vinbar og -handel Vinøs, har venligt stillet sig til rådighed til at modtage vinen, hvor den må kan afhentes hurtigt efter ankomsten.

En indkøbssession gennemløber følgende trin:

  1. Jeg udvælger en eller flere producenter og lægger deres udvalg af vine ud på siden her med en pris, der er beregnet til at dække både producentens salgspris, transport og afgifter samt et mindre ekspeditionsgebyr. Se nærmere om prissætningen her.
  2. Indkøbet annonceres som åbent i et tidsrum med en fastsat deadline. I dette tidsrum bestiller du din del af indkøbet. Du bestiller ved at lægge vine i kurven, og afslutningsvis gå til kassen for at godkende bestillingen. Husk ikke at ignorere bjælken med cookie-valg, når du først åbner hjemmesiden, men at tage stilling til cookies. Hvis du ikke som minimum godkender funktionelle cookies, vil kurven ikke fungere. Du vil modtage en mail med bekræftelse af din bestilling. Samlet set kan vi kun bestille kasser af 6 flasker. Jeg opfordrer derfor til, at du så vidt muligt bestiller hele kasser. Imidlertid er det muligt at bestille løse flasker. Jeg vil så forsøge at få puslespillet til at gå op. Men skulle det ikke være muligt, kan det blive nødvendigt at annullere (nogle) bestillinger af løse flasker efter deadline.
  3. Bestillingen må betales inden deadline for at kunne effektueres. Det er kun muligt at betale via bankoverførsel. Bankoplysningerne fremgår af bekræftelsen på bestillingen. Du vil modtage en ny mail med en bekræftelse af, at din betaling er modtaget. Se nærmere om betingelser og vilkår her.
  4. Efter deadline kan bestillingerne lægges sammen til en samlet ordre til producenterne, der betales forud. I forbindelse hermed registrerer jeg mig midlertidigt som varemodtager og betaler den forfaldne vinafgift forud. Du vil modtage en mail, når betalingerne er gennemført.
  5. Herefter kan transport til Danmark bookes. Normalt vil vinen blive sendt fra producenterne til en DSV-station i Italien. DSV står for transporten resten af vejen. Du vil få en mail, når vinen er afsendt fra producenterne.
  6. Det vil normalt tage op mod 3 uger efter deadline, før vinen kan være fremme. Du vil få en mail, når jeg ved hvornår vinen ankommer. Vinen må afhentes 2-3 dage efter ankomst hos mig, Strandlodsvej 37, 4-6, 2300 København. Ring gerne på 28738581 for at træffe aftale om afhentning.